Junior

Valg

Så for pokker, så skal man hen og stemme nu på søndag. Men hvad skal man stemme på? 

For mig er det oplagt. 

Min stemme til Europaparlamentet går til Socialdemokraternes Dan Jørgensen. For nogen ret ukendte. For mig er han tæt på at være min nye helt. Her er en mand der 1) kraftedeme har sat sig ind i lortet. 2) Går fuldt og helt ind for EU. 3) Kæmper imod mange af de idiotisk ting EU også rummer, så som bureakrati og overforbrug og især landbrugsstøtten. 4) Vil bruge EU til mange særdeles fornuftige ting. Fælles indsats omkring klima og miljø. Og så er han fortaler for at EU kan blive en ny "blød" stormagt, der med augumenter og diplomati kan være med til at løse nogen af de problemer der oftes bare bliver værre når der anvendes "hård" magt, som fx USAs og Danmarks Irakkrig. 

Han burde faktisk blive kult - som Willy er det for nogen - Dan Jørgensen er hvad Morten Messersmidt er for højrefløjen - ung, engageret, klog og pokkers godt argumenterende. Han appelerer muligvis ikke til socialdemokrater i røde sedler - men er der også nogen af dem tilbage? Andet end dem der nu stemmer på DF? Eneste egentlige brist er den unge mands optagethed af dyrevelfærd. Det er selvfølgelig vigtigt at dyr har det fint nok, men det er altså for hattedamet at gøre det til en af sine mærkesager. Men hvad faen, ingen er perfekte. Og med mindre man selv stiller op kan man jo ikke være enig i alt med den man stemmer på. 

Og så har manden skrevet 3, eller er det 4, bøger - og selvom der er mange galde politikere der gennem tiden har skrevet en bog - er det også noget der trækker op i min bog. 

Og det var netop i forbindelse med hans seneste bog - "Mellem Mars og Venus - EU's rolle i fremtidens verdensorden" -  jeg blev opmærksom på den unge politikenørd, da han på TV2 News blev interviewet om den, og så så jeg ham også et par dage senere i clinch med Morgens Mørkekammer, efter at denne virile DF'er havde udtalt at folk i visse østeuropæiske lande var mindre "clever" end os og derfor burde havde mindre magt. Camrers citat var: "When I look at the voting rules, I see that countries like Romania and Bulgaria have many more votes than Denmark and Sweden and Finland, and I think - honestly speaking - that we are more clever than they are." 

Med saglige og vedholdende argumenter fik Dan Jørgensen så modsagt denne - hvad skal man kalde det - ubegavede holdning. Og også fik leveret denne lille spøgefuldhed til Mørkekammeret: "Dansk Folkeparti skal være ret glade for, at det ikke er intelligensen, der afgør, hvor mange mandater de får."

Med hensyn til tronfølgen vil jeg stemme blankt. Som republikaner og en der mener at kirke og stat skal skilles af 100%, så er denne her lillebitte grundlovsændring som en tyv om natten, der skal forsøge at få en lort til at smage af lagkage! Altså bilde os ind at nu er kongehuset mere ligestillet! Goddag mand, ønskeskaft, ligestillet med hvem! Jeg kan ikke blive konge, om jeg så var en kvinde! Kun hvis jeg var ud af den Glücksborgske slægt! Vi er alle sammen lige, men der er stadig i det her land nogen der er mere lige end andre! Kongehuset er en anakronisme, og det er for mig ubegribeligt at voksne velinformerede mennesker vil finde sig i at det eksisterer. Ja tak, kan jeg lige for to rundstykker og lidt fælles undertrykkelse! ... Med hjem, tak.   

Hvor tids nazister?

Mon hun nu smider sig selv ud af partiet? I Deadline den 17. februar hørte jeg den mest ekstreme udtales om muslimer, jeg endnu har hørt fra et medlem af Dansk Folkeparti, og så af dets leder. Så man ikke kunne være i tvivl om partiets/hendes holdning. Først sammenlignede Pia Kjærsgaard muslimer med nazister – hele to gange – og sagde at "der er nogle gode nazister, der er nogle dårlige nazister!" Og så sagde hun: "Er der nogle rigtig, rigtig rare muslimer indenfor islam?" Det er sagt så uskyldigt. Men prøv lige at høre hvad hun egentlig siger: "Er der nogle rigtig, rigtig rare muslimer indenfor islam?" Man tester det lige med jødetesten: "Er der nogle rigtig, rigtig rare jøder indenfor jødedommen?" Man skal ikke have meget historisk indsigt for at vide hvad den slags udsagn kan være begyndelsen på. Spørgsmålet er hvem der egentlig skal sammenlignes med nazisterne!

Tak for underholdningen

Foreløbig årets historie ...

Mere myspace, endnu mere pocket

For dem, for hvem nyheden skulle være smuttet, så har jeg oprettet min egen myspace side: myspace.com/jesperbernt -- fordi, ja fordi det mente min endnu ikke ansatte agent ville være godt for min karrierepleje. Der kan man blandt andre ting se denne spot:

Jyllandsposten, altid med fingeren på pulsen! Ligesom Ernst & Young

Først en lidt gammel nyhed, som dog har fået en lille smule relevans her på det seneste: Torsdag aften i sidste uge blev IT Factory og Stein Bagger kåret som den samlede vinder i revisionsselskabet Ernst & Youngs stort anlagte pris Entrepreneur of the Year foran over 1.000 gæster. 

Tillykke med det, skal det lyde uforbeholdent herfra min blog. 

Til stede ved arrangementet var blandt andet B.S. Christiansen, der jo i vide kredse er kendt for at omgås troværdige folk, jeg tænker fx på Bubber og en vis Bjarne Riis (der vistnok mangler en ny cykelsponsor, hvis du skulle være interesseret  og har 40 millioner tilovers, du ikke ved hvad du skal bruge til), og som skulle have underholdt de mange gæster om "altid at yde sit ypperste." Det gør B.S. nemlig altid selv, forstås.

Og som altid har Jyllandsposten fingeren på pulsen, og buldrer derudad med afslørende journalstik af samfundets magthavere og pengebagmænd! Godt at vide vi har dem, Danmarks internationale avis. Den samme dag som prisuddelingen fandt sted, den 27. november, bragte de et hyldestinterview med netop benævnte Stein Bagger og spurgte ham blandt andet om: "Hvad er den mest spændende beslutning, du har truffet?" Og Bagger svarede: "Jeg synes, at jeg træffer mange beslutninger, som handler om at gøre det, man ikke forventer. Softwareindustrien står over for et paradigmeskift, fordi kunderne ikke længere vil binde stor kapital i softwareløsninger. Vi ændrer konceptet, så kunderne i stedet lejer softwaren og kun betaler for deres forbrug. At træffe den beslutning betyder, at vi går imod strømmen, læner os ud af vinduet og vender hele butikken. Der er ingen garanti for, at vi lykkes, men vi tror det." Læs eventuelt hele det dybdegående interview her. 

Nu viser det sig så at den kære Bagger formentlig har svindlet for en halv milliard fra et hemmeligt kontor, er stukket af fra konen (eller er han?) og virksomheden, mens han var i Dubai på "ferie", og lige nu er som sunket i jorden og efterlyst af Interpol. Jeg gætter dog på at han er at finde på øen Nieu i det sydlige Stillehav. Hvorfor? Jo, man bør nok læse denne artikel i Computerworld, der er, sagt uden ironi, oppe i Anne Kastberg-ligaen, hvad angår morskab og indsigt i moderne, prisbelønnede virksomhedsleders moral og troværdighed og generelle uddannelsesniveau! 

Nu er det jo nemt at være bagklog, men tænk hvad andre medier som Børsen og Jyllandsposten kunne have fået ud af med bare almindelige journalistiske metoder (og nå ja, lidt kritisk sans), for slet ikke at tale om Ernst og Young, der siden nyheden om Baggers fiksfakserier, har været ved at falde over deres egne ben for at slette alle deres hædersprisninger og rosende omtale af IT factory og Stein Bagger på deres hjemmeside. Godt vi har computerworld til at holde fanen højt!

Og ja, man kan da ikke andet end have bare lidt medlidenhed af Jyllandsposten. Her havde de lavet et klassisk mikrofonholderinterview med en af deres helte (= en driftig erhvervsmand), og så kunne de ikke engang høre når han kom med profetiske indrømmelser a la "At træffe den beslutning betyder, at vi går imod strømmen, læner os ud af vinduet og vender hele butikken. Der er ingen garanti for, at vi lykkes, men vi tror det." De havde ham næsten, og så smutter han mellem fingrene på dem, pokkers. 

Nej, spøg til side, manden er jo ikke dømt for noget endnu, og kan jo derfor være uskyld! Er det ikke det herskende retsprincip i dette land?

Censur?, hvem censurerer?

Hmm, er youtube blevet politisk? I hvert fald har de bortcensureret denne videohilsen fra Jacob Holdt og Rune Engelbreth til Barack Obama. En lang video, med ret så kvalm musik, men budskabet, og det er jo det vigtigste, er ikke desto mindre vigtigt og vigtigt det kommer ud. Se selv ... og/eller læs mere her.

Dialog, hvad snakker du om, idiot!

Så Deadline, de havde den unge mand, og (borgerlige) politiske kommentator og x-spindoktor, Niels Krause-Kjær i studiet. Niels er kommet for skade at gå imod de politisk korrekte = dem der mener at alle muslimer er potentielle terrorister (og bare venter til de er mange nok, så ...), og at det så man blandt andet under karrikaturkrisen. Han gik imod de politisk korrekte på sin blog her. Selv kom jeg til at skrive min respekt tilbage til Niels på hans blog. Ordene var de her:

 

Kære Niels

Respekt.

Respekt for at prøve at se sagen på en anden måde end “os og dem”-måden.

Respekt for at gå imod dine “egne” og ture være politisk ukorrekt (ja, der skal stå ukorrekt) og sige noget du ved vil bringe dig i uføre blandt andre borgerlige, på samme måde som da Ulrik Høy gik imod regeringen ved sidste valg og sagde, at han ville stemme på Helle Thorning-Smidt fordi Anders Fogh havde ledt Danmark ud i en løgnagtig og FN-stridig krig med mindst mulig folketingsflertal bag sig (og på den måde tog alle os, de resterende 49% af befolkningen, der fra starten mente det var en forkert krig, som gidsler).

Respekt for at du fik den vigtige pointe frem i Deadline, at det i dag er flertallets holdning, “at dialog er et skældsord!” For hvad er ytringsfrihed uden dialog? Flertallets ret til at råbe højest?! Uanset om vi vil det eller ej – og der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg helt personligt synes, at enhver form for religion, også den muslimske, i bund og grund er en afart af selvpåført falsk bevidsthed, hvor den enkelte med vilje pålægger sig selv moralske og mentale lænker – ja, så skal vi alle, for at svinge den op, leve på denne planet, side om side. Så hvis man ikke har den holdning, at man vil udrydde (udvise) dem der mener noget andet end en selv, bliver man i en eller anden grad nød til at tale sammen. Om det er med folk fra Indre Mission, nynazister, eller ja, forskellige varianter af muslimer. Som den nu afgående ambassadør Cain - der ellers er kendt for at være såvel Republikaner som lidt af en hardliner – indikerede i et andet Deadline-interview (citeret fra Poul Høi, Berlingske): “Selvfølgelig kunne amerikanske aviser trykke de åndsfortærende Muhammed-tegninger, men hvorfor skulle de? For bevidst at håne en gruppe af mennesker? For bevidst at trampe et mindretal over en af mindretallets ømmeste ligtorne? Please … Man bekæmper ikke de militante og farlige kræfter ved at give en hel befolkningsgruppe den kolde skulder. Man bekæmper dem gennem dialog. Det var ikke en tilfældighed, at præsident Bush efter 11. september gav al-Qaeda en Stinger og de muslimske trossamfund i USA en krammer.”

Respekt Niels, for at prøve at flytte (den manglende) dialog væk fra den diskurs, at “enten går man ind for ytringsfriheden helt og uforbeholdent eller også går man terroristernes ærinde og er følgagtige overfor al-Qaeda og Osama Bin-laden”. Som Cain pointerede i citatet ovenfor kan man godt bekæmpe terrorister med bomber SAMTIDIG med at man taler med alle dem (fra samme trosretning), som ikke er terrorister (altså de resterende 99 komma et eller andet procent). Det ene udelukker ikke det andet … Man bekæmper terrorisme gennem dialog … Det ved Cain. Det ved PET. Og det ved Birthe Rønn (selvom hun ikke må mene det). Og det ved - gætter jeg på – også resten/de fleste af de borgerlige politikere, men de ved også at der er stemmer/magt i konstant at puste til fremmedfrygten.

Som Hal Koch sagde: “Demokrati er samtale”. Man glæder sig til at flere borgerlige stemmer, som Niels Krause-Kjær, igen begynder at tro på samtalen (som det bedste våben), det vil sige: igen begynder at tro på demokratiet.

Valg

Billedet er fra Iowa i sommers, da jeg var på togtur tværs over USA, og kørte forbi et kæmpe område der lige havde været udsat for oversvømmelse, hvor togskinnerne løb på en jord-forhøjning med vand på begge sider så langt øjet rakte ... et (sind)billede man kommer til at tænke på i dag – i dag hvor der er valg. Uha, det bli'r spændende. Skal det virkelig lykkedes Obama at vinde, man tør næsten ikke tro det. De (højreorienterede) eksperter der siger at det ikke gør den store forskel om det bli'r Obama eller McCain har ikke fattet ret meget. Udover det politiske: at Obama rent faktisk ønsker at gøre noget for de 20-30-50 millioner fattige i USA (så man fx ikke skal møde almindelige mennesker der tigger på gaden i Chicago efter de har mistet alt i en oversvømmelse, som jeg gjorde i sommers), så vil det også være en – jeg ved ikke om ordet "kultural" er det rigtige ord – revolution. En mand fra en minoritet der bliver leder af verdens førende nation! Et bittert nederlag for alle Pia Kærsgaardene rundt om i verden. En sort mand til magten, som er i familie med en muslim. Som man fornemmer helt herover på den anden side, så tror jeg også det kan være starten på en ny tid, efter at verden blev smadret i 2001, ikke som en paradisisk tilstand, men en tid hvor man i det mindste bare forsøger at samtale, også med sine fjender. Tænk hvis de reaktionære taber, hvilken lykke, måske kan det skabe en bølge der også kan få de reaktionære ud af regeringskontorerne i Danmark.

Hærværk !?

Politiken, ved Henrik Palle, anmeldte i lørdags min nye roman, Checkpoint Charlie, og han var i langt overvejende grad positiv, således skriver han: "Jesper Bernts solodebut som romanforfatter er velskrevet og dygtigt konstrueret ... der er slet ingen tvivl om, at Jesper Bernt har potentiale som romanforfatter. Han har sprog, han kan fortælle en historie og konstruere et plot." Læs hele anmeldelsen her. Og så til det: Palles anmeldelse er den anden der mener, at der er meget, måske for meget inspiration fra Hærværk (i øvrigt ikke nogen dårlig bog at blive sammenlignet med når det nu ska' være). Også anmelder Michael Balle fra Sentura mener at der var "meget" hærværk i Checkpoint Charlie. Han skriver blandt andet: "...vi [får] en opdateret udgave af Ole Jastraus drukture i Tom Kristensens Hærværk. Jesper Bernt lægger heller ikke skjul på arven fra Kristensen. Hovedpersonerne ligner hinanden. Reflekterende og begavede, men direkte selvdestruktive. De har mistet deres fædre. Begge ender de måske i Berlin. Og Checkpoint Charlie har da også karakterer, der kunne gøre det ud for Steffensen og Anna Marie. Og det fortsætter. Lige fra de ekspressive beskrivelser af nattelivets bylandskaber til direkte allusioner og citater." Og det er selvfølgelig en måde at se det på. Men jeg synes at Balle overser hvorfor der er citater med og hvorfor hovedpersonen Jonas er besat af Berlin, osv. Pointen er nemlig den gamle klassikere, at hovedpersonen og forfatteren ikke er den samme. Citatet er noget hovedpersonen Jonas skriver og det er ham (ikke forfatteren) der vil til Berlin, osv., så "problemet", hvis der er sådan et, er måske (netop), at der er for meget længsel i Jonas' liv imod en tilstand af hærværk, fordi Jonas (langt mere end forfatteren) husker de dage da han læste Hærværk som en lykkelig tid, og tror at et liv hvor fastlande river sig fra hinanden er noget at stræbe mod. 

Checkpoint Charlie udkommet

Så er Checkpoint Charlie udkommet og kan erhvervs i din nærmeste boglade eller på nettet, fx her hos forlaget Lindhardt og Ringhof.

Læs eventuelt anmeldelsen i litteraturtidsskriftet Sentura. Der skriver anmelder  Michael Balle bl.a.: "Checkpoint Charlie er en ofte medrivende bog med flere interessante vendinger i plottet undervejs. Miljøskildringerne er lige på kornet. Og med en konstant springen mellem før, nu og efter fra kapitel til kapitel skaber Bernt en labyrintisk atmosfære, der udfordrer læseren." 

Eller læs den her fra Klaus Rothstein i Weekendavisen. Der skriver han bl.a.: "... mønsteret er klart: De mænd, der er nogle skvat i kvindernes kriminalromaner, er også nogle skvat i mændenes egne opgør med den trivielle tryghed. Det forsonende ved Jonas er, at han undervejs gennem natten både når at forsvare og fortryde sit egotrip. Jesper Bernt har både skrevet en forfaldshistorie og en opbyggelig historie om en mand, der sprænger lænkerne, kun for at opdage lænkernes tryghed. Undervejs bliver han klogere på sig selv og livet ... Hvordan kommer Jonas videre fra den tilfældige position mellem a og z? Hvordan skal han kunne genoptage den hverdag, som han er frastødt af og afhængig af? På et tidspunkt konstaterer han, at ingen teori holder, hvis ikke den kan falsificeres, og som det er med teorier, er det tilsyneladende også med hverdagen selv – den får kun værdi og kraft gennem sin egen kontrast, sin egen modsætning. Det synes at være den sande essens af Checkpoint Charlie."

Checkpoint Charlie i handlen den 22. oktober

Den 22. oktober udkommer min anden roman, Checkpoint Charlie, på Lindhard og Ringhof. Dennegang har jeg begået den alene, og på en måde føles det som at få lov til at debutere igen. Så det er med glæde og lidt sommerfugle, at vi lige har sendt den til tryk; nu kan der ikke gøres mere, ikke flere rettelser. Her er ordene fra bagsiden af bogen:

”Et eller andet gør ondt. Inden i mig. Gamle sår. Flydende lava. Et barberblad, eller er det en håndfuld glasskår, jeg engang har slugt og ikke kan få ud igen, og som nu ligger og skærer i mig, skærer hver gang jeg drejer mig bare lidt i taxaens slidte sorte lædersæde. Jeg bløder. Indvendigt. Og som et såret dyr har jeg ingen idé om hvordan jeg skal helbrede mig selv.”

Jonas har det hele. To børn, smuk kone og et varmeisoleret etplanshus i Vanløse. En dag forlader han hjemmet i sit bedste jakkesæt. Han vil væk og har booket en billet til Berlin, men da han når lufthavnen, er flyet forsinket indtil næste morgen. Han indlogerer sig på et lufthavnshotel og fordriver ventetiden med en sidste nat i København.
Det bliver begyndelsen på en odyssé tilbage i hans tidligere miljø på Vesterbro, hvor han holdt til, før han endte som frisørklippet IT-mand med penge og harmoni på kontoen. På det gamle stamværtshus møder Jonas sin engang bedste ven Andreas, og sammen drives de ind i stenbroens nat og langt ud i fortidens minefelter. Blodspor trækkes, og skridt for skridt bliver baggrunden for Jonas’ flugt blotlagt.

Checkpoint Charlie er en sydende, rå og medrivende beretning fra forstæderne til byens bagside. Fra København nu og her. Fra Vanløse til Vesterbro. Og til Berlin, måske.

Westend lige ned i lommen

For alle jer drukmåsse, der ikke har/havde råd til at købe en hardcopy, er der nu håb (og råd til flere guldøl). Cirka den 9. september udkommer Westend som pocketbog. I prisgruppen D! Flot blå skilt dér. Så kan man så selv prøve hvordan det er at ha' 430 sider i lommen!? Uden at få lommesmerter.

De to karikaturkriser - den lokale og den globale

Læste et interview i Weekendavisen den 29. februar med den nu 70-årige Vagn Greve, der er juraprofessor og strafferetsekspert, hvor han sagde det klogeste jeg indtil videre har hørt om karikaturkrisen. Hans ord var:

"Min umiddelbare reaktion var, at det selvfølgelig var fuldt ud lovligt at bringe tegningerne, men at det var dumt. Jeg ser ingen grund til at opføre sig ubehøvlet og sparke til en befolkningsgruppe, som i forvejen ligger ned og som er i en udsat position. Men efter at have set reaktionerne, er jeg begyndt at genoverveje sagen. For der er noget centralt i krigen, der føres mod Jyllands-posten og for så vidt også mod Danmark. Der er højere værdier end hensynet til at opføre sig urbant. Den store konflikt er i virkeligheden ortodoksi over for tolerance, hvor ortodoksi ikke bare er religiøs, men al form for forstening, og hvor man siger, at man har fundet sandheden, og derfor må den ikke diskuteres eller kritiseres. Heroverfor står tolerancen, som indbefatter, at man er stadigt søgende, og hvor selv ting, som vi betragter som helt sikre og sande, konstant må afprøves. Det er her, vi ser forskellen mellem på den ene side diktaturet i ordets videste forstand og på den anden side demokratiet, som hele tiden sætter spørgsmålstegn ved de etablerede værdier."

Jeg er endog meget enig med manden. Jeg synes der må fastholdes et lokalt såvel som et globalt perspektiv samtidig.

Til en start var karikaturkrisen udelukkende en lokal begivenhed, rettet direkte mod muslimerne her i landet – en lille minoritet – der især på Jyllandspostens debatsider og i ledere gennem snart, hvad bliver det, 20 år, har været udsat for vedvarende hetz. Hån, spot og latter. Endnu et angreb fra den kristne hvide majoritet, gennem deres primære organ, Jyllandsposten, mod en meget lille, mere eller mindre, forsvarsløs minoritet. Igen var de prygleknap.

Efterfølgende blev karikaturkrisen så en global konflikt – som netop ikke var Jyllandspostens hensigt, eller for så vidt, skyld – og global set er muslimer som bekendt ikke en minoritet, men en milliardstor religiøs gruppe – og derfor må denne uharmoniske gruppe, global set, imødegås, når den, på indremissionsk vis, opføre sig fanatisk, ortodoks, intolerant, og forsøger at begrænse andre i deres udfoldelse.

Men igen, denne anden, den globale karikaturkrise – hvor vi alle må stå stejlt overfor enhver religiøs fanatisme, uanset farve og fremtoning – er ikke samtidig et forsvar for den lokale krise, den vedvarende hetz mod en minoritet.

Checkpoint Charlie --- Ny roman til sensommeren

Så sku' den være i vinkel. Til september udkommer jeg på Lindhardt & Ringhof med min anden roman, dennegang alene, det bliver med en slags psykologiske thriller på knap 200 sider, der hedder Checkpoint Charlie.

Radiohead Live New Year's Eve 07 - Scotch Mist

Og så var der lige den 53 minuters lange live-koncert Radiohead gav nytårsaften med alle sangene fra det nye, mesterlige album, In Rainbows. Her:

Lyden fra sen 00'erne

Radiohead har gjort det igen! Med Ok Computer skabte de lydemblemet for sen 90'erne, og bekræftede at rockmusik kan være kunst. Nu har de med In Rainbows gentaget bedriften og lavet endnu et mesterværk, der lyder som definitionen på sen 00'erne – og det er egentlig synd at den meget snak om distributionsformen (via nettet bla bla bla) har skygget for musikken – jeg er betaget, og bliver lige nød til at høre den en gang til.

Berlin

Berlin er en dejlig by. Selvom den kan være lidt kold i januar. Det mærkelige var at vi ikke så nogen af de mange 4-hjuls trækker man ser fylde op i København. Men hvad helvede, vi er jo også så white-trash midt-usa bondske i det her land at det gør ondt.
Ellers var især nedenstående skulptur/installation på det jødiske museum et besøg værd. Som al stor kunst. Fascinerende og skræmmende på en gang. Tiltrækkende og frygtindgydende. Og som det stærkeste var meningen at man skulle gå ovenpå ansigterne. Kan anbefales, selvom det var ubehageligt.

Hvad er sport

Hvad er sport? Når man spiller for at vinde!

Her er Serbien i deres først OL-finale nogensinde, Sidney 2000. Efter de i øvrigt havde slået Italien 3-2 i semifinalen, men det er en helt anden historie. Serbien fører med 2-0 i sæt over russerne og er i det hele taget bare dem der vil vinde. Her er bolden der siger det hele:

Årets 10 bedste

Michael Bo fra Politiken har her valgt sine 10 års bedste film.

Jeg er enig i at "Children of Men" er årets bedste – og den eneste der har "Mesterværk"-kvaliteter, og jeg mener at den vil komme til at stå som vores tids "Blade Runner". Den film som kan fravriste den førstepladsen må være "Eastern Promises" (som Michael Bo ikke har med), og tre up runner: "Den ukendte kvinde", "På himlens kant" og den overraskende gode norske film "Reprise" (tre film Michael Bo heller ikke har med), som er den bedste skandinaviske film siden ”Forbrydelsens Element”. Alt i alt er jeg enig i tre af de ti valg, så konklusionen må vel være, at jeg synes Hr. Bo rammer ret meget ved siden af. Men synes da det er sympatisk at han tør at fravælge skandinaviske film og film fra Østen og andre politiske korrekte steder, synes bare det er et forkert år at gøre det.

Min liste er (af dem jeg har set, selv sagt), i nogenlunde prioriteret rækkefølge:

• Children of Men
• Eastern Promises
• Den ukendte kvinde
• Reprise
• På himlens kant
• Zodiac
• Pans labyrint
• Blood Diamond
• A Guide to Recognizing Your Saints
• Inland Empire

En mexicansk/engelsk, en mexicansk/spansk, en canadisk/engelsk, en italiensk, en norsk, en tysk/tyrkisk, to holleywoodfilm, en amerikansk independent, og en amerikansk avantgarde, og endnu et år hvor ingen danske film var bare i nærheden af top ti, eller top 100 for den sags skyld.

Og jeg er i tvivl om Lynchs "Inland Empire" skulle med, og den kom kun lige ind på en tiende plads ... måske skal den højere op, eller helt ud, men jeg må se den igen.

Men altså alt i alt: Mexicansk film rocks, og det så et år hvor Alejandro González Iñárritu ikke kom med nogen ny film.

Og så er det året hvor de europæiske film blev europæiske, men mere om det senere.

It's not over until the fat lady sings

Det er aldrig slut før det er slut; selv når det ser sortest ud, kan alt vendes i et splitsekund (og omvendt!).

Der er få sekunder tilbage af kampen. Der står 88-88, og gult hold har fået tilkendt to straffekast, og scorer på det første, og fører dermed matchen, og skal bare lige skyde nummer to straffe og så er kampen slut og så har de vundet , men så sker der følgende :

Katastrofeblå

Jeg har spekuleret mig katastrofeblå i hovedet over at tænke mig til hvorfor danskerne – når det kommer til stykket – er ligeglad med at Statsministeren ikke bare bedrev kreativ bogføring under Schlüter-regeringen og blev afsat som skatteminister, men også er lodret ligeglade med at han løj om Irakkrigen, da vi gik ind og da vi gik ud, og med at krigen er en fatal katastrofe og kun har ført til flere, og ikke færre, terrorister!
Det har ikke givet mening for mig, at danskerne kunne genvælge sådan en mand, endda to gange, i 05 og 07, selvom et lille flertal faktisk er imod krigen, som sådan ... og så var det at jeg resonerede mig frem til hvorfor.
Og den forklaring jeg fandt frem til er ligeså enkel som den er skræmmende. Og nej, det er ikke på grund af at danskerne er ligeglade med udenrigspolitik. Niksen, forklaringen er den, at vi i Irakkrigen slår muslimer ihjel. Hey, det er "kun" muslimer vi slår ihjel, what the fuck! Nok er det en forkert og løgnagtig krig og al muligt, men det er muslimer for helvede! Selv om danskerne måske nok er imod krigen, på et teoretisk niveau, så – når det kommer til stykket – er det ikke så slemt. Nej, så er det måske faktisk ret godt (bliver der tænkt inderst inde (i stemmeboksen)), for det er jo bare muslimer, bare de der sorte med tørreklæde og Muhammed og jeg skal komme efter dig skal jeg. Hvis det havde været indere eller kinesere eller jøder eller argentinere eller hvem ved jeg, alle andre end muslimer, som vi havde været med til at slå ihjel, så skulle I se, så havde ikke kun Ulrik Høy, men også andre fornuftige intellektuelle borgerlige, gået imod, men fordi det er, ja, de der, de der vi ikke kan lide, de der vi godt ved der gruppevoldtager så snart vi kigger væk, og bare venter til de bliver mange nok, så slår de os ihjel her i vores eget hjem. Den eneste som måske vil indrømme at det sådan der tænkes er Søren Espersen, det er bare et gæt – alle andre borgerlige kryber i flyverskjul, selvom de inderste inde godt ved at Andres Fogh Rasmussen løj og løj og løj og bliver ved med det og krigen gik og går ad helvede til. Det betyder ikke en rygende skid, for det er muslimer det går ud over. Og det er jo faktisk helt positivt ... mener dem der igen har stemt katastrofeblåt.

Undskyld

Undskyld, det var en stemme på Venstre eller Konservative, der var en stemme på Dansk Folkeparti, undskyld fejlen, den skyldtest overdreven optimisme; lover det ikke skal ske igen. Eller håber i hvert fald ....

Husk: En stemme på Naser Khader er en stemme på Pia Kjærsgaard.

Myspace.com/westendnovel

Så har jeg tilføjet et link, altså herovre til højre. Nemlig Jeff Matthews og mins myspace side. Myspace.com/westendnovel. Og hvorfor nu det? Jo som der står der at læse, så er det nu her på torsdag den 23. marts at vores roman "Westend" udkommer på Aschehoug.

TV2 - i lommen på Venstre eller ...?

I den mail Brian Mikkelsen sendte til Jørgen Kleener, som Christian Nissen har offentliggjort, er det Brian og den borgerlige regerings politiske pression på DR som har tiltrukket sig al opmærksomheden, og det er jo sådan set forståeligt nok, al den grund, at det vitterlig er ufatteligt at vi åbenbart lever i et halvdiktatorisk land, hvor magthaverne prøver at bestemme over den frie presse ... men jeg vil mene at der i samme mail er en lige så foruroligende bekendelse fra Brian, noget som vi er mange der har observeret gennem årene - nemlig, og jeg citerer Brian: "TV2, som er positiv overfor regeringen."
Jeg tager den lige igen, så også de mange journalister der sidder på TV2 (og må have røde øre over at de i hvert fald - i følge regeringen selv - ikke lever op til at være den 4. statsmagt: nemlig at være kritiske overfor magthaverne) kan følge med: "TV2, som er positiv overfor regeringen."
Tænk at der er ingen journalister som har kastet sig over den historie (men det er måske fordi det er så indlysende for enhver (journalist), at det er TV2 bare, at journalisterne ikke ser en nyhed der!?). Og tænk at TV2 ikke selv har kastet sig over det. Kan de leve med prædikatet: "Positiv overfor regeringen?" Åbenbart.

Normalisering

Et digt, et udråb, et skrig fra en af de udjævnede på jagtvej 69, opsnappet i Informeren den 7. marts. Hvad mon det næste er der skal fjernes, normaliseres væk, udraderes ... før Tekno(krat)anders går af.
(Tjek også den her fra en tidligere blog).

En væk, ni tilbage

Det gode ved at være ude at rejse er at der er ting man undgår, som man bare kan nøjes med at læse om i en notits. Fx at Karen Jespersen nu stiller op for Venstre. Åbenbart en begivenhed der har vagt national interesse, ja hvis ligefrem nationalistisk interesse. Først tænker man: pis, nu fik højrefløjen en stemmersluger (i øvrigt et noget pågående udtryk i disse sexistiske tider), men så tænker man, at det var godt at hun kom ud af skabet og bekendte politisk kulør, for så er vi fri for at hun optræder i diverse medier med hendes "objektive" analyser af hvad der er galt med Danmark / Socialdemokraterne / indvandrerne. Nu ved alle hvorfra hun har talt i de seneste år. Fra et sted mellem venstre og DF. Så mangler vi bare lige at hendes mand, Ralfesjov, og også de andre politiske kommentatorer (fx Erik Majer Carlsen og Thomas Larsen), der konstant fylder op på tv, springer ud, så vi slipper for at få deres helt objektive syn på dansk politik. Alligevel mærkeligt at der stadig er så meget fokus på spindoktorer, når det for længst er blevet et kommentatorvælde, vi lever i.

Argentina, tur-retur

Vil bare lige fortælle at jeg og Sara nu er kommet hjem til Danmark igen efter en måned i Argentina. 1200 billeder blev der taget undervejs, her er ét af dem, fra El Calafate, på vores vej ned gennem Patagonien, på vej ned til Ushuaia. Satser på en længere blog følger med flere billeder. Skal bare lige komme mig over at returnere. Allerede da vi steg ind i flyveren fra Madrid, hvor vi mellemlandende, til København, kunne vi mærke den aggressive og "mig-mig-mig" stemning blandt de danske stemmer i kabinen; danske stemmer vi ellers ikke havde hørt i 30 dage. Og tilbage i Danmark, Jesus Christ, hvor er folk (danskerne) sure og bitre og irriterede og fyldt med had og smålighed. Så man fandeme har lyst til at flygte igen.

Hyklere

På piratgruppens hjemmeside — og netop ikke antipiratgruppens, der er www.antipirat.dk — er der udførlige vejledninger til hvordan man stjæler film, musik og bøger mv. Personligt har jeg det sådan at dem der download'er musik og film fra nettet i stor stil ikke bare er simple tyveknægte, men som regel også nogle forpulede hyklere.
Ærligt, jeg er ingen helgen. Jeg har også hugget et par ting i min tid. For eksempel grønsager fra et par kolonihaver, sammen med min gode ven, Skau, da vi var unge og studerende. Eller kørt på røven med DSB. Og jeg har også, indrømmet, brugt lidt software i ny og næ, som jeg ikke har betalt for. Og også nogle musiknumre, har jeg ranet, altså download'et, vel omkring en 100 styk. Til mit forsvar vil jeg sige, at det mest er med bands, hvor jeg allerede har de fleste af deres cd'er, og det så er forskellige bootlegs, jeg er gået efter, men ikke kun.
Men når jeg hører at folk, at nogle af jer, har 1000 og atter 1000 af musiknumre eller har deres computer stående og nærmest dagligt suger film ned eller I bare kopier CD'er eller DVD'er fra hinanden i et væk, så bliver jeg virkelig forarget. Og godt gammeldags sur. Hvad fanden bilder I jer ind? Det er tyveri. Vi lever i et kraftedeme overflodssamfund, hvis I vil ha musik eller film eller bøger (eller kaffe eller ispinde eller et andet produkt), så betal for det! Pikhoveder. I betaler vel også for jeres fladskærme og barnevogne og colaer og chips! I dækker jer ind under, at det er nogle store (onde) multinationale selskaber som bare scorer profitten! Sikke et argument. Må man så også hugge tingene, fx mælk og pålæg, i supermarkedet fordi Mærsk ejer lortet? Eller gå gratis i biffen fordi en eller anden multinational kæde kører dem? Det kan godt være, at der world wide er 5-10 musikere som ikke kan mærke forskel (Madonna mv.), men det er jo ikke kun de 5-10, I download'er (altså hugger), men også alle mulige andre "almindelige" kunstner, der lever og ånder for deres kunst, og kæmper for at få det til at hænge sammen (økonomisk). Fat det, uanset hvordan og hvor nemt I har ved at få fat i det, så er der nogen i den anden ende, sandsynligvis nogen der årligt tjener meget mindre end jer, der har lavet det - som så kommer til at tjene endnu mindre end de allerede gør. I vil måske heller ikke have løn for at være skolelærer eller håndværkere eller revisorer eller hvad fanden I nu er. Og det virkelig tragiske er, at den manglende profit (I hugger), som de store musikselskaber mangler, er den de (måske) ville have brugt på nye debuterende band. Så resultat bliver kun ét: endnu mere af det sikre og afprøvede og endnu mindre af det usikre og eksperimenterende, og det er jeres skyld.
Det jeg især ikke kan klare, udover at I snyder andre mennesker for penge de har ret til, det er hykleriet. Det at I prøver at komme med alle mulige forklaringer, der skal godtgøre, at I har lov til - modsat med andre produkter - at hugge musik, film mv. Hvorfor ikke bare sige det som det er, at I har en sådan moral der gør, at I synes det er ok at hugge lortet, og så ta' konsekvensen som en mand, hvis I bliver nuppet.

SomaFM

Ved det er en gammel nyhed, men den ubetinget fedeste radio på nettet er og må stadig være SomaFM, 12 forskellige, især elektroniske, reklamefrie kanaler at vælge imellem, der særligt gør sig godt når natten er ankommet. Selv er jeg specielt glad for Groove Salad og Secret Agent. Kan kun anbefales.

Neonismen (I)

Jeg vil gerne indføre og definere begrebet "Neonisme". Så er det gjort.
Engang i 1800-tallet, sådan cirka, startede modernismen. Og jeg vil påstå at den i praksis stoppede i 1989, modernismen, ved murens fald, og at det var der postmodernismen startede, rigtigt, for alvor. Før 89 havde der selvfølgelig været masser af snak og teoretiske diskussion af begrebet postmodernisme, men det var først i 90'erne, med start i 89, at det blev en faktisk eksisterende realitet i almindelige menneskers liv — deres liv var simpelthen blevet postmoderne — alt imens universitetsverdenen var gået videre til andre begreber, de nu fandt interessant (så de endnu engang var i u-sync med deres samtid, men det er en anden snak). Postmodernismen fortsatte så indtil 2001, indtil tvillingetårnenes fald. Alt efter temperament og moral kan man kalde denne korte postmoderne periode for "vores" fin de siècle eller belle époque. Fin de siècle hvis man ikke huede (og huer) den postmoderne livsstil og la belle époque hvis man derimod — som jeg — så (og ser) den postmoderne periode som et toppunkt, der hvor oplysningstidens idealer og humanismens og sekularismen og alt andet godt, løb sammen og frigav mennesket mere end nogensinde.
Men med tårnenes fald, faldt også postmodernismen, og en ny tidsalder startede, den synes jeg bedste kan betegnes, begribes og beskrives som Neonismen. Fordi denne tid, Neonismen, både er en tid med nyt, og mere nyt, hele tiden i stadig højere hastighed, men lige såvel en tid med genkomst af tankesæt, som i hvert fald jeg havde håbet og troet, var uddøde. Neokonservatisme. Neoreligiøse. Neomoralisme. Neoliberalisme (økonomisk, men ikke personlig frihed = teknokrat Foghs variant). Neo-alt-muligt.
Ved dette er upræcis definition, jeg vender tilbage med en mere præcis, for tiden er neonistisk.

tæt på

Krig er krig.
På en ellers død søndag var jeg på Arbejdermuseet og se deres lille, men udsøgte udstilling om Robert Capa. Se hans billeder, i størrelser de fortjener. Og blev mindet om hvad billedet kan, især når det er sådan en som Robert Capa — en af mine helte (og det er ikke mange jeg har af dem, helte) — der tager dem.
Så kan billedet holde fast og fortælle, fortælle at krig går ud over nogen, og de nogen er menneskene. Dem på jorden, dem der hvor bomberne falder, dem der ikke har været med til at beslutte at der skulle være en krig, dem der bare levede deres liv, og pludselig ikke gjorde det mere, eller i bedste fald ikke på den samme måde mere — det er dem der betaler — ikke dem der sidder et sikkert sted, langt væk, og giver ordren. Det er så banalt, ved det, ja, det er næsten pinligt banalt at skrive det. Men det er jo sandt. Krig er krig, og det går ud over nogen. De sagesløse. Menneskene. Og Capas billeder fortæller det bedre end så meget andet.

Capa er blevet beskyldt for at det eneste virkelige talent han havde som fotograf var at være tæt på begivenhedernes centrum — som hans berømte sentens nogenlunde lyder: "Hvis dit billede ikke er godt nok, er det fordi du ikke er tæt nok på." Beskyldninger der måske er dukket op på grund af misundelse over hans gennemførte levemandsliv, han levede når han ikke lige var ved fronten. Men går man ned og ser hans billeder, og man kan stadig nå det, kigger på dem, synes jeg den beskyldning bliver gjort til skamme — og måske er beskyldningen lige så meget opstået fordi hans mest berømte billeder — dem fra D-dag og det (måske iscenesatte) af den faldende soldat i den spanske borgerkrig — nok er historisk vigtige, men så absolut blandt hans dårligste billeder, udover det "at han var der". Nej, det er alle de andre, de almindelige billeder, der gør indtryk; rummer lidelse, og skæbne, og håb, og stupid stolthed, og værdighed, og dumhed, ja vel bare menneskelighed, tror jeg det hedder. Fortæller om det enkelte menneskes tragedie, men uden at fjerne dets værdighed. Ja, undskyld mit fransk, men de indfrier den værste fotokliche af dem alle: "at et billede siger mere end 1000 ord". Det er pinligt skrevet. Men det er sandt. Billederne siger mere.

Om hvorfor man alligevel skal være glad for at Bush (og ikke Fogh) er USAs præsident

"If we don't succeed, we run the risk af failure." (George W. Bush)

Hvorfor skal man alligevel være glad for at Bush, og ikke Fogh, er USA’s præsident?

Som jeg har forstået dét, at have psykiske problemer - fx det at være alkoholiker (hvis det er en psykisk sygdom, men det er en anden diskussion), er den første - og vigtigste - forudsætning for at man kan blive rask, at man erkender at man har et problem, at man er syg, at man er alkoholiker. Før den erkendelse indtræffer, blokker man, som jeg har forstået det, for sin egen videre helbredelse.

Og her kommer man til at tænke på Bushs personlige historie; eftersigende var han før han blev USA’s præsident, alkoholiker, og så erkendte han, at han havde et problem og blev afholdsmand (at det så var fordi han ”så” Gud er også en anden historie, eller næsten en anden historie i hvert fald).

Og hvad kan man så erkende af det?

At Bush kan erkende, at han gør noget forkert (nu kan man selvfølgelig diskutere hvorvidt det er forkert at drikke meget alkohol, men det er vitterlig en anden historie). Det vil sige at han måske også i den sidste ende kan erkende at Irak-krigen er forkert, i idé såvel som udførelse. Det synes jeg, Bushs personlige historie peger på (men måske er det sådan, at netop Gud er i vejen for den erkendelse, det er jo som bekendt, med Bushs egne ord, et korstog han er ude i).

Derimod er Foghs personlige historie noget anderledes. Hvad er han kendt for, udover at være Danmarks (nuværende) statsminister? To ting, vil jeg mene. 1: at han blev afsat som skatteminister i Schlüter-regeringen, fordi han bedrev kreativ bogføring. 2: at han tilsyneladende aldrig mener, at han begår, eller har begået, noget forkert. Han er, efter egen mening, simpelthen ufejlbarlig. Og det viser punkt 1 jo netop at han ikke er (i virkeligheden), altså ufejlbarlig, ellers var han næppe blevet afsat som minister. At sige dermed, at Fogh er psykisk syg, at han lider af den sygdom at han ikke kan erkende egne fejl, og dermed, som en catch-22, ikke kan erkende, at han ikke kan erkende, er måske for langt at gå - men det man kan sige, er at Foghs personlige historie peger på at han aldrig ville erkende at Irak-krigen var og er forkert. Han ville fortsætte (til den bitre ende), hvis han alene bestemte, men heldigvis er han bare statsminister i et lille medløberland, og ikke for en supermagt.

Så vi kan være glade for at USA har en fejlbarlig præsident, i den forstand at han en gang har demonstreret at han evner at erkende egne fejl. Nu skal der så bare fart på dén proces, men det virker som om den er sat i gang. Man kan da håbe (selv om det kan være svært at tro på).

Eller som han selv sku ha sagt: "The future will be better tomorrow."

Westend

Så tør jeg godt skrive det her, nu sku det være bombesikkert, den 22. marts næste år kommer min debutroman. Westend kommer den til at hedde. 2 kg bog, eller i omegnen af 400 siders Vesterbrofortælling, som jeg og Jeff, min medforfatter, er ved at sætte sidste punktum i. Så lidt champagne på køl, og så skal det ellers fejres ...

Flyttet - i virkeligheden

Så er jeg sgu flyttet. I virkeligheden. Sammen med min kæreste, Sara. Fra Valdemarsgade og over til Sundevedsgade, så jeg heldigvis stadig bor på Vesterbro. I gåafstand er det cirka to minutter længere væk fra byen — fra Istedgade fx — end før, hvor jeg havde 14 sekunders gang ned til Strassen. Men de to minutter ekstra er (næsten) som at flytte på landet; ud til provinsen. Væk. Ens daglige mønster ændrer sig. Men gør andre ting end før. Ja, alting er faktisk anderledes. Hvor er min kioskmand? Hvor er min bager? Hvor er min postkasse? Hvor er min bagelmand? Hvor er min kaffemand? Hvor er min frimærkemand? Hvor er alle de lyde jeg kender? Hvor er min stamcafé – nå, ja, den er der stadig, bare to minutter længere væk, men alligevel ...

Naivister

Nå, så er Karen og Raflesjov tilbage, nu med et endnu mere skarptsleben forsøg på sætte borgerlige ord bag Morgens Mørkekammer og andres tese om at "de" bare venter på, at "de" bliver mange nok, så overtager de vesten og Danmark!
Det man siger er man selv. De naive i denne sammenhæng er netop de to — de to tidligere venstrefløjsfolk, nu højrefløjsagitatorer, der tror det er menneskeligt og samfundsmæssigt omkostningsfrit at tale det yderste højres sag. Måske er de ikke selv nazister eller fascister, men de sætter ord på og borgerdydsmoral bag, dét, som de mennesker derude tænker, og en dag er det pludselig virkelighed. Det er salamimetoden; at indføre fascisme og/eller racisme som standart, selv om man ikke engang selv er klar over man skærer for.
Vil man høre mere, kan de books her. De virkelig farlige er jo ikke Johnny og hans slæng, men pæne mennesker med uddannede og velovervejede ord, der mener det samme, men bare siger det på en pæn måde, og som man kan drikke kaffe og spise kage med bagefter. Dancake vel sagtens. For alt der starter med "Dan" det ved man jo er kvalitet!

Det er nu bevist

Information skriver: "Børn elsker Dansk Folkeparti - Hvis børn i 2. klasse kunne bestemme, sad Dansk Folkeparti suverænt på magten. Ny ph.d.-afhandling viser, at børn allerede på et tidligt tidspunkt selv danner moralske og politiske holdninger."
Og hvad kan man så lære af det, jo det vi hele tiden har vidst: at mennesker der - som voksne - stemmer på Dansk Dolkeparti psykologisk/mentalt må være 8-10 år.

Back on Boggie Street

Efter tre en halv måneder nede i en massive bogskriverier, der efter al sandsynlighed ender med omslag om mv., har jeg igen fået tid til at se hvad der ellers sker i resten af verden. Fx på min blog. Så nu vil jeg her og på GUN forsøge at skrive videre.







Først vil jeg henlede opmærksomheden på Elektrolyts hjemmeside, hvor der nu er kommet nye, lækre, store versioner op af videoerne: Strohms Tys Tys, Frodegruppen40s Oh Else og deres liveoptræden Den sorte Diamant. Nyd dem før din nabo, som, hvis han var en bil, du ville tage på arbejde.

Fussball über alles

Her er min lille rapport fra VM (jeg og fire andre mænd var der nede og se Tyskland-Argentina, ja vi var:)

Tre en halv time igen, taktikken er klar og tørsten slukket. Det er af sted til kamp. Kamp 57. På vej ned i Berlins U-Bahn er der dog en ting, vi bemærker: alle, også de mange i fanuniform, går den modsatte vej af os. Og så slår det os: det er jo fordi de ingen billet har. De er ikke blandt de 72.000 udvalgte, men mellem de millioner i byen, der må nøjes med at se kampen på en af de mange storskærme, som er hængt op til folket. Skuespil og brød. Fodbold og øl. To afprøvede modeller. De virker.
Vi derimod, vi har billetter, og nu er vi på vej mod den virkelige arena, Olympiastadion, der hvor slaget skal stå. Kvartfinalen i VM 2006. Drømmekampen. Tyskland mod Argentina. De to hold, vi håbede det ville blive, da vi for godt fem måneder siden bestilte billetter – eller det vil sige, da vi tilmeldte os lodtrækningen hos FIFA om overhovedet at få lov til at købe dem.

Og vi. Vi er fem mænd på – ikke bare en ned-og-se-fodbold-tur – men også en herretur, ja en vaskeægte drengerøvstur for fem normalt 'voksne' og 'ansvarlige' mænd i 30'erne med karriere, kone/kæreste og for de flestes vedkommende også børn. Fem venner der helt usædvanligt, har taget sig sammen og revet fire dage ud af kalenderen, for ikke at lave andet end kigge fodbold, drikke øl, se på piger og snakke om dødsangst og meningen med forlænget spilletid.
Som syv millioner andre, der også havde bestilt, måtte vi dog pænt vente til lodtrækningen fandt sted, for at se om vi overhovedet skulle af sted. Og med kun 232.000 resterende billetter, var der rundt regnet 3,5 procents chance for at det ville ske.

Den 3. februar får vi så en mail. Der står: "Successful ticket allocation for the 2006 FIFA World Cup Germany. We have been able to allocate tickets as a result of a draw at the end of sales phase 3 for match no. 57 on 30.06.2006 in the city of Berlin." Yes! Vi har fået billetter. Vi skal på tur.

Vi rammer 'verdens centrum' dagen før dagen. De næste tre døgn skal vi deltage i Tysklands store forsoningsfest med resten af kloden. Vi jagter ud i den varme Berlineraften efter den første kolde Kristal øl og VM-fest, men Mitte, hvor vi bor, er en cool bydel, ingen hurlumhej her, max unge knægte der spiller bold, og heller ingen horder af ludere, hvis ankomst ellers var annonceret i dagspressen. Og godt for det.

Kampdag. Alle bedøvet af tømmermænd, vælter ud af lejligheden og ned, bevidste om der er syv timer til kick off. Hvor er VM? Finder en café, hvor man kan få 'eksistentiel morgenmad', dvs. kaffe og cigaretter, mens de to grundlæggende spørgsmål diskuteres: Var det nødvendigt at drikke så meget dagen før? Og frit efter filosoffen Heraklit: Kan man drikke den samme øl to gange? Og slagplanen lægges. Det her må ikke gå galt, vi må ikke komme for sent ud til stadion. Trods Heraklit siger, at alt er tilfældigt, ønsker ingen af os at overlade noget til tilfældighederne. Vi beslutter at gå ind til Brandenburger Tor og nappe U-banen derfra.
Og så sker det. Da vi når Unter den Linden, boulevarden der går ind til centrum, rammer festen os. Massivt. Hele vejen ind er der VM-fest, en blanding af karneval, kræmmermarked og rockfestival. Folk fra alle nationer. Flest tyskere selvfølgelig. Rød-sort-gule nuancer overalt. Flag, på ryggen eller kinden. Holdtrøjer. Og hovedbeklædninger: Troldmandshatte, fodboldbaner, parykker osv. Især en er in – hanekam i de tyske farver. Fodboldpunker for sjov. Der er fodbold over alt på alle måder. Og det er med god karma. Det er en glædens fest. Ingen af de sædvanlige aggressive vibes i luften, som ellers synes at være en fast ingrediens til enhver kamp, ingen sejlende fulde folk, ingen glatnakker, ingen hooligantendenser.

U-banen er selvfølgelig proppet, men ikke med sang og spas, som forventet. De fleste her har billet, det kan man se på ansigterne, de er ikke jubelglade eller bøvede, nærmere spændte, lettere nervøse, men frem for alt koncentreret. Nu gælder det. Alle er topklar – ligesom de tyske spillere, skal vi snart erfare. Vi er også holdt op med at snakke, slut med gætterierne, slut med jokes'ne, drengerøvene er pakket væk, nu det alvor. Vi er blevet tyske.
Først da toget ruller ind ved Olympiastadion eksploderer festen igen, stadig med god karma, alle er bedste venner. Vi inhalerer stemningen i rå mængder, og så ind gennem billetkontrollen, hvor folk rundt omkring omfavner hinanden, a la "vi gjorde det".
Udefra er stadion da flot og så videre, men det er først da vi træder indenfor, at det åbner sig i al sin vælde. Banen ligger dybt nede, flere plan under jorden, og man kan bare mærke den dobbelthed, der må være endnu stærkere for tyskerne, idet vi står der, i den her arena, der også symboliserer tysk storhed, betændt fortid og 1000 års riget. Vi finder vores pladser, kysser dem og takker hinanden for, at vi har været så 'geniale' at realisere ideen om en herretur.

Kick off. Alle er på plads. 72.000. Alt udsolgt. Når Argentina har bolden piftes der på høreskadeniveau og endnu højere "DEUTSCHLAND", når tyskerne har den. Som den kleppert med hestehale foran os. Selv da Argentina scorer, bli'r han ved, og er stærkt medvirkende til at holde tyskerne inde i kampen, ene mand. Anderledes med vores tre glade tyske venner til venstre for os. Da de kommer bagud er de paralyseret. Lammet. En af dem blev ellers interviewet til tysk tv i pausen, og kogte helt over, råbte og skreg. Nu er han stille, rører sig ikke – ikke før Klose 'vækker' ham af psykosen ni minutter før tid – så jubler han, afdæmpet, og omfavner mig, nænsomt, som havde alt håb været ude for den samlede civilisation. Men nu var meteoren, der ellers havde kurs mod os, lige suset forbi, så vi alle alligevel havde undgået den totale udslettelse. Et øjeblik, hvor det er helt naturligt at kramme den nærmeste, selv om han er en fremmed. Så det gør vi. Og inden det hele er slut og Tyskland vinder, når vi at omfavne hinanden en del. Og sammen se Lehmann finde sin seddel frem fra den ene strømpe, hvor han på forhånd, har noteret de argentinske skytter, udregnet fra en database med 13.000 registrerede straffespark. Det er tysk grundighed. Ingen tilfældigheder her. Det spiller de ikke med. Resultatet var forudsigeligt. Og sammen med resten af stadion, synger vi længe efter kampen er slut. Folk går amok, på den gode måde. Vi så ingen argentinske bolleknuser være bitre nede på banen, som en tysk telelinse ellers fanger. Vi så kun festen, der for alvor var skudt i gang, lige her på Olympiastadion - hvor vi var - alt imens vi kunne se den sorte helikopter flyve væk præcis 15 minutter efter kampen med Keiser Franz, på vej mod Italien-Ukraine.

Tilbage til centrum igen, hvor en million mennesker er i gang med at feste i Tiergarten. Der tager vi dog ikke hen – ikke før næste dag, hvor vi tåger festfulde rundt mellem storskærmene og op i Siegessäule, englen, der står højt hævet midt i parken. Op på toppen og skrive vores navn, som traditionen byder. Op og sluge himmel over Berlin, og det imponerende skue ud over den gigantiske fodboldfest, der er i gang nede i parken og alle andre steder. Og ned igen, ned og se festen slutte for England og Brasilien.
Nej, efter kampen tager vi i stedet på Firebar, en alt andet end gennemsnitlig undergrundsbar i Mitte, hvor det eneste fodbold der er, er et snoldet tv i baglokalet, hvor et par lokale sidder og ryger igennem og ser Italien udklasse Ukraine, ser "der verdamte Luca Toni", som tyskerne med bæven i stemmen, skriver dagen efter; klar over, at hvis nogen, er det netop italienerne der kan stoppe festen. Mens vi får vores herresnakke. Om hvorfor sport, fodbold især, er så fantastisk og berusende. Måske fordi, det modsat så meget andet i livet, er definitivt; i en (kvart)finale er der én vinder og én taber, ikke noget midt imellem. Det er så enkelt, så brutalt smukt – og det virker som et afrodisiaka, i hvert fald på mænd, på os. En taber og en vinder og ingen pis. Ingenting at diskutere bagefter. Nogen står, nogen ligger. Slut final. Måske var det den eneste gang vi fem voksne mænd og ottendedels drengerøve, kom til et VM i fodbold, ingen ved det.